Maling af gamle møbler - sådan giver du dem nyt liv
Trænger indretningen derhjemme til at blive frisket op? I stedet for at bruge mange penge på nye møbler kan en omgang maling af dine gamle møbler gøre en enorm forskel. En omgang maling er en nem måde at få dine møbler til at fremstå som nye, og det er samtidig en oplagt mulighed for at skabe et nyt udtryk til din indretning.
Det er også et relativt let gør-det-selv projekt, uanset om det drejer sig om større møbler såsom spiseborde, kommoder og skabe, eller om det drejer sig om mindre møbler.
Hos Beckmann har vi lavet en guide over, hvordan du nemt kan male dine gamle møbler. Læs med her.
Start med en grundig rengøring
Ved alle malerprojekter er det altid en god ide at starte med en grundig rengøring. Hvis ikke du får rengjort møblerne ordentligt, vil malingen ikke kunne hæfte sig ordentligt, og du ender også med at få en grim og ujævn overflade.
Vi anbefaler, at du benytter en grundrens, da den trænger godt ned i overfladen og fjerner fedt og snavs i dybden. Husk at være grundig og få vasket af på under- og bagsiden også. Når du har benyttet grundrens, skal du vaske efter med vand. Brug eventuelt en helt ren mikrofiberklud, da de er rigtig gode til at opfange snavs og fnuller.
Slib møblerne af
Når det pågældende møbel er blevet rengjort, skal det slibes, så du kan få en pæn og jævn overflade, når malingen skal påføres. Dette gælder, uanset om det drejer sig om et møbel i træ eller i metal.
Slib møblet med noget fint sandpapir med korn 120. Når du sliber møblet, skal du passe på med, at du ikke gør det for hårdt, da det kan skade møblet. Når du er færdig med at slibe, skal du huske at fjerne alt slibestøvet. Gør dette med en blød børste eller en opvredet klud.
Du kan se vores udvalg af sliberedskaber her.
Brug en grunder
Det kan være en god idé at benytte en grunder, før man begynder at male, da det giver et flottere og mere holdbart resultat. Overflader i både træ og metal er typisk meget glatte, og derfor bør man anvende en hæftegrunder, så malingen har bedst mulige forudsætninger for at sætte sig ordentligt. Er dit møbel lavet i en mørk træsort, bør du benytte en spærregrunder i stedet, da det kan give gennemslag.
Grunderen kan påføres ligesom maling med en pensel eller en malerrulle. Skal du male større møbler som spiseborde eller skabe, kan det betale sig at bruge en malerrulle. Ved små møbler bør du bruge en pensel i en passende størrelse.
Sådan maler du møblet
Når grunderen er tør, er du ved at være klar til at male. Før du kommer for godt i gang, kan det dog være en god idé at fjerne eventuelle greb eller håndtag, hvis du eksempelvis skal male en kommode eller et skab.
Husk afdækning af gulvet inden du maler, så du ikke risikerer, at der kommer malersprøjt alle vegne.
Hvis du skal male større møbler, kan det sagtens betale sig at benytte en malerrulle. Til mindre møbler bør du dog bruge en pensel, da den vil være lettere at styre. Sørg for at få fordelt malingen godt ud og brug lange bløde penselstrøg for at få det pæneste resultat.
Typisk vil det være nødvendigt, at skulle give dit møbel minimum to lag maling, for at få det flotteste resultat.
Hvilken maling skal du bruge?
Malingen du skal bruge afhænger af, hvilket type møbel det drejer sig om. Hvis du eksempelvis skal male en stol, et bord eller et andet møbel, som oplever meget daglig slid, bør du benytte en slidstærk maling. Vælg derfor en maling med en høj glans på 20-60, da det er slidstærkt og samtidig beskytter mod fugt. Jo højere glans du benytter til dit møbel, desto lettere bliver møblet også at rengøre.
Du kan eksempelvis benytte maling fra vores Beckers Living Lakfarve-serie, da det giver en robust, hård og ridsefast overflade. Malingen kan endvidere tones i et væld af farver, så du kan finde den, der passer til netop din indretningsstil.
Hvis du er i tvivl om, hvilken farve du skal vælge, kan du finde inspiration i vores farvekort.